 |
 |
|
||||||||||||
|
|
 |
|
|||||||||||
|
 |
|||||||||||||
 |
 |
|||||||||||||
Ridderturneringer |
Middelaldercentrets riddershow 2007: A Knight to Remember Opført på Middelaldercentret Hovedaktørerne var: Herr Henrik Svane: Michael Jensen Teknik: Helle Krogh og Lars Meldgaard Sass Jensen I øvrigt medvirkede personale og frivillige fra Middelaldercentret Scenisk konsulent og ad hoc-instruktion: Peter Michaelsen Teksten er skrevet af Kåre Johannessen Scene 1 (På turneringsbanen. Digteren træder ind, spankulerer rundt en stund mens han noterer i sin bog med en fjerpen).
DIGTEREN: Lyt nu, I gode folk og bønder alle Et kvad jeg kvæde vil til Eders glæde, Om godheds glød og ondskabs sure galde, Så smukt, det vil få alle til at græde!
En sang om ære, og om hovmods trussel! Vor helt begik en synd, og måtte kæmpe Mod djævleyngel og mod døden ussel, Før brøden fuldt ud sonet var med lempe.
I længst hensvunde dages grønne Lolland Der levede en ridder, kæk og mandig. Herr Henrik hed han, Åh, han var en smuk mand! Af Svaneslægten rundet, viis, forstandig.
På dronnings bud han rejste med til Kalmar I året trettenhundred-nitisyv; Ej unionens ære langsomt falmer Og stolt herr Henrik deltog – det´ ej lyv!
Da svensken og de norske de var banket På plads i unionens fællesskab, Herr Henrik Svane sin øltønde tanked, Og vendte stævnen hjemad med et gab (!)
Da vel hjemkommet skibet var til Lolland Han fejre ville vist sin union, Med en turnering her ved Guldborgs blå vand, Han indbød alle, glemte ikke no´en.
Fra øst og vest han indbød herrer kække, Til våbenleg på banen, mand mod mand. Til frygtløs dyst de da hverandre ægge, De drabeligst mænd i vores land!
(Porten går op, riddere med følge kommer ind i højtidelig procession)
Da dystløbs-banens port stod vid og åben, Straks ind kom smukke folk i flot parade; Hver tilskuer var stum af målløs måben, Og ridderne blev hyldet, stolte, glade!
Herolden da greb ordet og bød velkomst, Til høj og lav og rig og fattig-røve. Hans flotte tale ej blev afholdt omsont; Begejstret, folket brølte som en løve! .... Næh..... Skønt til at klappe, publikum var sløve!
Scene 2
(Herolden præsenterer ridderne. Der dystes i quintan og ringridning)
DIGTEREN: Ret mangen rustning blinkede i solen, Og bøssekarle viste stolt kanonen. Og børnene, de havde fri fra skolen, Et prægtigt syn for både mand og konen!
Hver kæmper viste stolt sin våben-kunnen Og svang sit sværd til UG, kryds og slange, Og hver og én holdt tungen lig´ i munden. Stort mod blev vist, og ikke én var bange!
(Der dystes i Mohrens Hoved og Kløvning af Bondehoveder)
Scene 3
DIGTEREN: Så var det blevet tid til dagens klimax Hvor lanser skulle slås i tusind stykker. Til denne disciplin var særligt én vaks: Herr Svane havde ho´det fuld af nykker!
Med sjælen fuld af hovmod gribes lansen, Og ganger spores an så blodet flyder; Herr Henrik, sikker på at stå distancen, På forhånd ser sig selv som sejrs-nyder!
Da styrte mod hverandre mangen ridder, Og lanser brydes, splinter fyger rundt! Én falder, mens en anden stadig sidder; For taberen er lanse-dyst ej sundt.
Scene 4
(Der rides dystløb. Herr Henrik Svane vinder. Han får overrakt præmien)
DIGTEREN: Tilbage stod da Svanen, som han vented, Med sejrens krans og æren i sin hånd, Og megen ros fra publikum han hented´ Mens hovmod på hans hjerte lagde bånd.
HENRIK SVANE: Seså, godtfolk, jeg er sågu´ den bedste! Min arm er stærk, mit banner flyver højt. Og mig kan ingen Lilje-frynser tæske, Og Holeby, han kæmper fan´me sløjt!
DIGTEREN: Stolthed og hovmod slog da rod i manden, Han råbte, hyldet ind i røg og damp:
HENRIK SVANE: Jeg frygter ikke Gud, ej heller Fanden! Ja, Døden selv jeg æsker til en kamp!
Scene 5
DIGTEREN: Men Døden er en slemmer gut, og ikke En fyr som man bør byde op til danse; Han hørte Svanes ord, man så ham nikke. Han Svanes praleri da ville standse.
(DØDEN træder ind på arenaen, komplet med le og timeglas)
Og ind på banen trådte selve Døden, Den lede benrad, med et smørret grin, Hult rungede hans røst af Helveds-gløden, Og luften klang af rædselsskrig og hvin!
Scene 6
DØDEN: I taler store ord, herr Henrik Svane, Så fyldt af hovmod og af arrogance. Det er, skal I få se, en dårlig vane; Hvis vi skal slås, så har du ik´ en chance! HENRIK SVANE: Hvad? Taler du til mig, din sorte slyngel? En dyst med dig, der er så tynd og skvattet? Vig bort, du fæle, sorte djævle-yngel! I snavset skal du ende, helt ud-splattet!
DØDEN: Næh-nej, min ven, sådan vi leger ej! Kan hænde jeg er grim og fæl og gruelig, Men for en dyst du slipper ikke, nej! Når jeg er færdig er du helt ubrugelig!
HENRIK SVANE: En kamp med dig? Haha, næh, jeg må hån-le! Du er en muggen, gammel bunke bene, At jeg kan banke dig, det skal du nok se; Jeg knækker dine ben som visne grene!
DØDEN: Så du vil le? Nænæ, det går skam ikke, Du ser nok, det er MIG, der har en le! Det kan godt være, du kan skaller nikke, Men jeg kan også kæmpe, skal du nok se!
HENRIK SVANE: Den vittighed var edderma´me vandet! Er dét det bedste, du kan finde på? Næ, du må værs´go finde på no´ed andet, Stik hel´re af, din usling, vend dig om og gå!
DIGTEREN: Således stod de, ridderen og Døden, En handske kastet var, og taget op! Og mødes skulle de i aftenrøden, Men dét må vente, for nu si´r vi stop!
Thi kære gæster alle, først skal vi ha´ En pause, som kan gøre megen gavn! Om tredive minutter, sådan cirka, Vi mødes atter, hist ved byens havn!
(PAUSE i 30 minutter)
Scene 7 (2. akt udspilles på havneområdet. I starten sidder DØDEN urørligt sammenkrøbet på en flad pram i havnen. DIGTEREN træder frem foran publikum)
DIGTEREN: På rette tid og sted var Døden rede, At mødes med Herr Svane i en dyst. Dog, Svanen så man ej ved havnen nede; Mon han allig´vel ikke havde lyst?
Mon modet havde svigtet vores ridder? Og var han mere kylling nu end svane? Vist ej, så stolt han hen hen ad brinken skrider, Se der, man kan ham allerede ane!
Scene 8 (Henrik Svane kommer ridende ind, fulgt af de andre riddere, fodsoldater og kanonskytter)
DØDEN: Hvi kommer I for sent til Knokkelmanden? Har I mon mistet hvert et gran af mod?
HENRIK SVANE: Åhnej, vist ej, jeg har skam blod på tanden, På vintertid mit solur bare stod!
DØDEN: På vintertid? Det er jo ganske tumbet! I er et fjols, mod Jer får jeg let spil, Jeg tror din hjerne er en smule skrumpet! I nu, herr Henrik, sætter livet til!
For når man slås mod selve knokkel-manden Er nederlaget givet helt fra start; Her hjælper hverken Herren eller Fanden; Tilsidst vil døden sejre, det´ da klart!
HENRIK SVANE: Ja, det er godt, men jeg er Henrik Svane, Og aldrig har du mødt en mand som mig. Og jeg vil ikke blot stå her og glane, Imens du skvaldrer løs og ta´r på vej.
DIGTEREN: Herr Svane var mod dødens trussel kry Og viste ingen frygt, ej heller bæven; Han trasked´ rundt med næsen højt i sky, For ingen ku´ som han slå godt på tæven.
HENRIK SVANE: Mit sværd er skarpt og hvast, og bider gerne Igennem både ben og hud og tarm. Sådan en bunke knogler kan det fjerne, Når blot det svinges af min stærke arm!
DØDEN: Javel, jaså, det kan da gerne være, Men I har glemt en meget vigtig ting: At Døden, han har evner der er sære, Og lykken kan han vende let omkring.
Seså, min stolte, hovmodsfyldte ridder, Prøv kræfter med mit første døds-forsøg; Pirater skal I møde, dem, der skider Så højt og flot på dig og på dit øg!
DIGTEREN: Da blev herr Svane vred, var ved at græde, Han ynded´ ikke slig uhøvisk tale;
HENRIK SVANE: Så ti dog, Død, der er jo børn tilstede, Og deres mødre sikkert bliver gale!
DØDEN: Ha, siger jeg, det rager ikke mig! Jeg taler som jeg vil, og uden skam, Jeg tøver ikke med at sige prut, nej, Ejheller bæ og underbukse-slam!
Scene 9 (Piraterne kommer frem i et skib bag nokken, råbende og skrigende. De sejler mod Svanes folk på land)
DIGTEREN: Piratkaptajnen troned´ i sin skibsstævn, Han stjal og røved´ - uden at sige tak! - Og råbte højt om mord og drab og blodhævn, Oh, ve os, der er ikke tid til snak!
Herr Henrik, bleg men fattet, lod da kalde Sin hær af krigsfolk, kampvante og rå;
HENRIK SVANE: Se dér, soldater, lad kanoner knalde! Og på hver røver-pande må I slå!
(Piraterne kæmper mod Svanes fodsoldater. Svcanes folk er presset, men sejrer til sidst)
Scene 10 DIGTEREN: Med skam nu Døden så at hans pirater Led nederlag til Svanes tapre tropper. Af arrigskab han kogte, som et krater, Da hver pirat var borte kampen stopper.
Scene 11 HENRIK SVANE: Hæhæ, Herr Død, forstår I ret sarkasme? Var dét det værste som du kunne byde? Har du ej mere som vi kan ha´ spas me´? Var det det slemmeste, du kunne yde?
DIGTEREN: Men Døden havde i sit sorte ærme Endnu et ondt og grusomt angreb gemt; Nu vælted´ frem på jorden stygge bærme, En sot af pest – og dét var tem´lig slemt! (Dæmoniske djævlerotter springer op af jorden i en sky af kvælende, rød røg. De spreder pest blandt publikum, og indkredser efterhånden Svanes folk)
Scene 12 DIGTEREN: Herr Svanes kind blev bleg, hans holdning frygtsom, Hans sværd i luften slog til ingen nytte; Og folk faldt om, det var et syn så stygt som Man gerne ville for et bedre bytte.
Mod krigsfolk kan man kæmpe om man lyster, Men imod sot og sygdom du´r det ikke; Og pestens smitte er en udsigt dyster, Da bør man lade sværd og rustning ligge.
Oh ve! Oh klage! Jammer, piv og klynken Fra Svane hørtes, han var magtesløs.
HENRIK SVANE: Hvem kan os hjælpe? Se på os med ynken, Nu falder hver en ridder, hver en knøs!
Scene 13 DIGTEREN: Da faldt Herr Henriks tanke – det var heldigt – På helgenskarers flok som værn mod kval; Han bad til Gud, og anstrengte sig vældigt, Mens Døden var af sejrs-glæde gal!
Og Svanes folk faldt ned og folded´ hænder, Og bad det bedste som de havde lært Til Sankt Sebastian mod hvem man vender Sin bøn når man sit liv mod pest har kært.
I Himlen høje skare sad den gode Gud Fader, og han hørte Svanes bøn. Han straks sig rejste, løfted´ op sit hoved´;
GUDS STEMME: Frygt ej! Jeg sender hjælp, min gode søn!
DIGTEREN: Og se! Da ned fra himlen daled´ frelsen I form af St. Sebastian, fuldt beredt, Til hårdt at slås for sundhed og for helsen. Et større under har man sjældent set!
Scene 14 (St. Sebastian, med pil gennem hovedet, stiger ned fra himlen i en sky af hvid røg.) ST. SEBASTIAN: Her kommer jeg, tju-hej! med Herrens nåde Og frelse til enhver der be´r derom, Og Døden der, ham giver jeg da både Et smæk i nakken og hans lede vom!
DØDEN: Så det gør du, din slatne helgen-finke? Næhnej, min tro, sådan det bliver ej! For jeg skal snitte i din fede skinke, Og så´ det slut med dig, dit himmel-kvaj!
ST. SEBASTIAN: Ak nej, min magre ven, der ta´r du fejl Mit kors har mere magt end det dér redskab! Og spar mig så for mere øre-gejl, Din grimme, dumme, knokkel-magre gavflab! (I en cool bevægelse folder St. Sebastian sit ”spring-krucifix” ud og truer ad Døden)
DIGTEREN: Ved dette syn selv Døden måtte skælve, Af frygt for hvad der sidenhen ku´ hænde; Og klokken var omtrent lidt over el´ve, Da himmelbudet kunne kampen vende!
Scene 15 DIGTEREN: Da stredes benraden og helgen-manden, Imod hverandre, alle kneb i brug, De slog og kæmpede som bare fanden Og råbte både ”pokker!”, ”øv!” og ”sgu!”
Og Døden svang sin le med stort talent, Var tæt på ret at snitte helgen-maven, Sebastian var presset, men fik vendt Kamp-lykken; hans var sejs-gaven!
DØDEN: I kæmper godt, selvom I går i kjole; I strider vel, det må man trods alt sige, Har I mon gået i Himlens nærkamp-skole? Dog, jeg er stærkest, ingen er min lige!
ST. SEBASTIAN: Så ingen er din lige, grimme slyngel? Næh, jeg skal mule dig og dine djævle. Og jeg går FAN´ME ikke rundt i kjole – Det er en KJORTEL – og hold SÅ op med at ævle!
(St. Sebastian besejrer Døden i et endeligt, dramnatisk showdown)
DIGTEREN: Til sidst i græsset Døden måtte bide Af helgenen besejret, tværet ud. Og ydmygt nederlag han måtte lide Mod helgen-manden, der var sendt af Gud.
Se, Døden hér et nederlag sig fandt, Han brokked´ sig med gru og skinger klage; Han råbte,:
DØDEN: Godt! Okay! Dén strid I vandt, Men husk - jeg vender altid dog tilbage!
Scene 16 (St. Sebastian stiger til himmels igen efter endt mission, osende af selvtilfredshed)
DIGTEREN: Af lettelse og glæde græd da verden. Så tæt på undergangen had´ de været, På grund af Svanes over-stolte færden, Han var for stolt, og arrogant og blæret.
Men ydmyg anger bringer sjælen frelse Hvis man oprigtigt siger man beklager, Og bøn kan redde, det kan alle vel se? Om frelsen da Gud Herren ret behager.
Og lektien da omsider Svane lærte, Han aldrig mere praled´ med sit mod; Han nu mod synd sit hjerte ville hærde, Og altid siden var han ydmygt god!
Scene 17 Herr Svane ville takke magter høje 2 Der skulle hylde Herren for hans møje, Så både Gud og Hvermand måtte glo!
Og dermed når, godtfolk, vort spil sin ende; Nu vil vi tie stille, holde bøtte. Nu har vi vist, hvordan man ondt kan vende Til godt, om man har guddoms-magters støtte!
Men syn´s I, hæderlige men´sker alle, At vores rim var dårlige og søgte; Så spar os klage, hån og skideballe, Og husk... vi hele tiden bare spøgte ;-) -.- Hic ludus finis est |
|||||||||||||
 |
||||||||||||||
 |
||||||||||||||
 |
||||||||||||||
 |
||||||||||||||
 |
||||||||||||||
 |
||||||||||||||
 |
||||||||||||||
 |
||||||||||||||
 |
||||||||||||||
 |
||||||||||||||
 |
||||||||||||||
 |
||||||||||||||
 |
||||||||||||||
 |
||||||||||||||
 |
||||||||||||||
 |
||||||||||||||
Se en lille smagsprøve på showet i 2007 her(mov film, 4,3 MB) Se filmklip fra aftenshowet "A Knight To Remember" 2006 (3,6 Mb) |
||||||||||||||
 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|