 |
 |
|
||||||||||
|
|
 |
|
|||||||||
|
 |
|||||||||||
 |
 |
|||||||||||
|
Hvert år et nyt år, sidste år var det 1399, i år er det 1400, se mere om vores formidlingsform her. Prøv også at se hvad der står om 1400 i Wikepedi: |
|||||||||||
Det Herrens År 1400 |
||||||||||||
I de sidste par år er der sket store ting på den indenrigspolitiske front. For tre år siden blev et projekt, der havde været undervejs i mange år, omsider kronet med held; den 17. juni 1397 blev Erik af Pommern kronet til konge over alle de nordiske riger. Det skete ved det senere så berømte møde i Kalmar, og betød at Erik formelt set nu er konge over et landområde der i strækker sig fra Grønland i vest til Finland i øst, og fra Nordkap i nord til Pommern i syd. Det er det største samlede landområde, nogen dansk konge nogensinde har hersket over. Der er ikke tale om en sammelægning - Danmark, Norge og Sverige er fortsat selvstændige kongedømmer, og Pommern er ikke blevet indlemmet i Danmark: unionen betyder teknisk set blot at det er den samme mand, der er styrer alle steder, men i unionsaftalen indgår også forsikringer om, at alle landene fremover skal være forpligtede til at forsvare og støtte hinanden, som var de ét. Der er med andre ord tale om en slags kartel-dannelse, selv om ordet slet ikke findes endnu. Set i bakspejlet er det nemt at se svaghederne i den konstruktion. På en måde kan man sige, at Kalmarunionen satte sig midt mellem to stole – rigerne blev knyttet til hinanden på en måde, der sidenhen skal vise sig at være alt andet end uløselig, de bliver ikke for alvor forenede. Det er en svaghed, som Erik af Pommern senere bliver væsentlig mere opmærksom på end han bryder sig om, men indtil videre går det fint. Margrethe I. lever endnu i bedste velgående - og bliver ved med det de næste 12 år - og så længe hun sidder ved roret er der simpelthen ingen der tør være besværlig. Baggrunden for unionen i Kalmar er kompliceret, men en væsentlig del af den er udenrigspolitisk; hidtil har Margrethe, hertugen af Pommern og storhertugen af Litauen stået forrest i et forbund i Østersøområdet, der dannede bolværk mod ”truslen fra Øst” – Den Tyske eller Teutonske Orden, der er den stærkeste magt i Baltikum, og som har magtbase i den østligste ende af Østersøen. Den Tyske Orden er en sen efterkommer af korstogene, en toptrænet, talstærk og veludrustet armé af krigermunke, men i modsætning til de mere kendte korstog til Palestina i 11- og 1200tallet fokuserer de på Østeuropa (de bryder sig velsagtens ikke om varmen i Mellemøsten...). I 1396 sluttede Litauens storhertug imidlertid en fredspagt med Den Tyske Orden; det svækkede den dansk/pommerske alliance voldsomt, og forskubbede magtballancen i området. Modtrækket var, at man i Norden rykkede sammen i gelederne fordi man havde fælles interesser, men altså ikke mere end at man fastholder de enkelte rigers indbyrdes selvstændighed. Kongen er den samme, men hvert land har sit eget rigsråd og sine egne embedsmænd... i teorien, i hvert fald; i praksis har landene stadig en strid indbyrdes magtkamp, som Margrethe udnytter med sin helt usædvanlige talent for den slags. I virkeligheden er rigerne langt fra jævnbyrdige; alle er lige, men Danmark er væsentligt mere lige end andre. Og lad os så én gang for alle slå fast, at Kalmarunionen ikke er et udtryk for en umistelig, naturgiven broderskabsfølelse mellem de nordiske riger. Den er et realpolitisk modtræk til en konkret trussel, ikke en eller anden sværmerisk ideologisk konstruktion! Margrethes imperiepolitik er både kostbar og dristig, men indtil videre ser den faktisk ud til at virke; i øjeblikket mærker man ikke meget til de teutonske riddere i Danmark, de har travlt med at flække hovedskaller i Litauen. Forrige sommer (1398) erobrede de Gotland under påskud af at ville befri den for sørøvervælde. Margrethe var ikke glad – men bortset fra det har man ingen alvorlige problemer med teutonerne lige for tiden. I øvrigt er dannelsen af unionen et godt eksempel på Margrethes enestående tæft for politiske rævekager. Vedtagelsen af unionen skete samtidig med Erik af Pommerns kroning, men det er ikke hans kroningsdokument der er ”grundloven” for unionen; dén finder man i det såkaldte unionsdokument, der blev udfærdiget ved samme lejlighed, og som i dag opbevares på Rigsarkivet i København. Det interessante ved dette brev er at det er skrevet på papir, og de segl der bevidner det, er stemplet direkte på dokumentet i stedet for at blive hængt ved, præget i voks. For at have retslig gyldighed skulle den slags efter loven være nedfældet på pergament, og ved at nøjes med noget, der mest ligner en foreløbig skitse eller en kladde, holdt Margrethe døren lidt på klem; hvis nu unionen skulle vise sig at være mere besværlig end nyttig, så kunne hun når som helst opløse den og påstå, at den aldrig var blevet vedtaget, sådan rigtigt. Hun var en snu rad, Margrethe. I øvrigt markerede Kalmarmødet også et andet væsentligt skift. Hidtil var alle konger i samtlige de nordiske riger blevet valgt, det var såkaldte valgkongedømmer. Det betyder selvfølgelig ikke at der var tale om nogen som helst form for demokrati som vi kender det; meningen var, at en mand ikke blev konge før folket – altså adelen, tag endelig ikke fejl af det – havde valgt ham formelt på tingforsamlinger. Og selv om det aldrig var et formelt krav, så var praksis sådan, at man simpelthen ikke var valgbar, hvis man ikke kunne påberåbe sig en eller anden form for slægtsskab med en tidligere konge. Helt tilbage til Gorm den Gamle var det den samme slægt der sad på flæsket (selvom den med tiden blev temmelig vidtvoksende og noget udvandet), og det er det i øvrigt stadig, nu i 2010. I realiteten var kronen arvelig, men der var ingen bestemmelser om at det nødvendigvis skulle være kongens ældste søn der tog over – efterkommere af kongens tiptip-olde-grandonkel kunne også bruges i en snæver vending. Men i Eriks kroningsdokument hedder det, at Erik af Guds nåde og ved Guds hjælp var undfanget og taget til konge. Erik af Pommern er altså den første ”konge af Guds nåde”, og dette var den allerførste byggeklods til indførelsen af en slags ur-enevælde, 264 år før solkongen Ludvig XIV af Frankrig fik den samme idé. Erik af Pommerns videre politik, der ofte sigtede mod at stække adelen og styrke kronen, ligner også en slags enevælds-tanke. I modsætning til solkongen slap Erik dog ikke særligt heldigt fra det, men det er en helt anden historie; det kan vi selvfølgelig ikke vide noget om i 1400. Efter sit første år ligner Kalmarunionen en succes; Det tyske handelsforbund hansa´en gav i –98 staden Stockholm tilbage til Margrethe, i henhold til en gammel traktat. Foreløbig er vi glade, vi står på gaden med små flag og råber hurra og kaster med konfetti. Hvad der så sidenhen sker er jo ikke godt at vide... (!) -.- På udlandssiden sker der ikke så voldsomt meget i år. England og Frankrig er midt i hundredeårskrigen, men der har været våbenhvile de seneste mange år – ikke meget skæg at hente dér. I Frankrig er kongen (Charles VI) splittergal, og bruger det meste af sin arbejdstid på at sidde på en trappe og tro, at han er lavet af glas (!). I England blev kong Richard II afsat sidte år (1399) af sin kødelige fætter Henry Bolingbroke, der tog kronen som kong Henry IV. Den 14. februar i år dør Richard i Pontefract Castle i Yorkshire, ifølge rygterne myrdet på foranledning af Fætter Bolingbroke. Dette er aldrig blevet endeligt bevist, men er bestemt ikke usandsynligt; muligvis døde Richard af tæring efter et langt og koldt ophold i Tower of London, muligvis blev han sultet til døde – det er nemlig ikke pænt at lægge hånd på en konge; så er det straks bedre at lade være at fodre ham, så han dør af sig selv (!) I Tyskland – der jo altså slet ikke findes endnu, i hvert fald ikke som en stat – har den tysk-romerske kejser i mange år kæmpet for at holde sammen på et broget patchworktæppe af fyrstendømmer og småstater, af hvilke de fleste bruger deres energi på at bekæmpe hinanden. I år bliver kejseren, Wenceslaus af Böhmen, dog afsat under henvisning til hans ustyrlige drukkenskab, inkompetence og almindelige uduelighed. Han nægter dog at slippe selve kejserkronen, og der kommer til at gå næsten ti år, før man får den vristet fra ham. Religiøst hersker der en vis forvirring i disse år; siden 1377 har den kristne kirke i Vesteuropa været splittet af en voldsom intern strid, og der er for tiden to paver at vælge imellem – den ”rigtige” i Rom, og en modpave i Avignon i Frankrig. En overgang var der endda en tredie (men dét blev så tåbeligt at de ikke engang selv kunne hitte ud af det). Med vanlig sans for diplomatiets magt holder Margrethe sig lidt på sidelinien, og undgår behændigt at vælge side. I 1398 opsagde Frankrig dog sin støtte til Avignon-paven (som de ellers nærmest selv havde opfundet tyve år før), uden at det dog bringer en afslutning på konflikten – det sker først i 1417. Én ting kan de fleste fraktioner dog samles om: for fjerde gang afholdtes der i 1400 et såkaldt ”jubelår” indenfor den kristne kirke. Ideen med særligt hellige år opstod første gang i år 1300, og var et folkeligt påhit der kom fuldkomment bag på kirken; i vinteren 1300 opstod der rygter om, at man kunne få fuldt aflad for alle synder (noget, der ellers kun var blevet deltagerne i korstogene til del) ved en pilgrimsrejse til Rom i jubilæumsåret for kristi fødsel. Kirken ønskede ikke at lade sådan en vækkelse gå ubenyttet hen, og fandt hurtig ”dokumentation” for ideen. Paven udstedte dekret om, at alle der besøgte apostlene Peters og Paulus´ grave i Rom i dette år opnåede fuldt aflad. Senere hævedes kravene, så man også skulle besøge Santa Maria Maggiore-kirken og lateranets Johanneskirke. I 1389 udstedte paven en forordning om, at der fremover skulle fejres jubelår hvert 33. år (svarende til Kristi levetid), men befolkningen var ligeglad – de ville ikke snydes for en jubelfest i år 1400, og gennemtrumfede jubelåret alligevel. Det blev fastlagt, at man skulle bede i 30 dage på Peters og Paulus´ grave for at opnå afladen – tilrejsende til Rom kunne dog slippe med 15 dage (!) Hvis man har dårlig samvittighed er det altså bare med at få kridtet skoene i år! Også på den litterære side sker der store ting i 1400: i Frankrig færdiggør hofmanden Jean Froissart sin Chronique de France, d´Angleterre, d´Ecosse et d´Espagne (”Krønike om Frankrig, England, Skotland og Spanien”). Teksten er i dag en af vore aller-vigtigste kilder til europæisk historie i denne periode, og rummer bl.a. en meget omfattende redegørelse for Hundredeårskrigen. I år dør endvidere den engelske digter og hofmand Geoffrey Chaucer, og efterlader sig det ufærdige manuskript til Canterbury Tales – hjørnestenen i engelsk litteratur, og ligesom Froissart en hovedkilde til forståelse af livet i højmiddelalderen (og i modstætning til fransk-manden rigtig, rigtig morsom sine steder!) I Firenze begynder Medici-slægten så småt at røre på sig. Der kommer dog til at gå adskillige generationer før de for alvor bliver en international magtfaktor - for indeværende er de blot én blandt mange ambitiøse fyrsteslægter i Italien, og forløbig kan vi roligt nyde vores aftendrink uden at frygte miltbrand-sporer eller anden giftblanderi. I løbet af 1300-tallet er vejret gradvis vendt til det værre. Siden omkring år 1000 havde klimaet i Europa været mildt og godt, men nu er en koldere og vådere periode sat ind, den såkaldte Lille Istid, der kommer til at vare de næste ca. 300 år. Vejret bliver koldere, med ringere høstudbytte, vådere somre og mere ekstremt vejr til følge (lyder det bekendt...?) I år runder London iøvrigt 50.000 indbyggere (anslår man), hvilket gør den til en af de allerstørste europæiske byer. Til sammeligning har en normal dansk købstad mellem et par hundrede og 2.000 indbyggere. Roskilde har 6-8.000. Paris har ca. 230.000 – men den er også langt den største by i vores ende af verden. Nærmeste virkelig store by er Lübeck med ca. 20.000 indbyggere. Såh... alt i alt er der ikke meget nyt under solen. -.- |
||||||||||||
 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|