![]() |
||||
Sundkøbing |
||||
Middelaldercentret – et Grønt Center Over en periode på 2 år er et lykkedes Middelaldercentrets gæstgiveri ”Den Gyldne Svane” at halvere udgifterne til strøm, vand og varme, udelukkende ved en holdningsbearbejdning hos medarbejderne. Resultatet var så opløftende og tankevækkende, at den ”grønne bølge” nu slippes løs på hele Middelaldercentret. Sluk lyset når du har været på toilettet! Lad være med at lade vandet løbe! osv. osv – sætninger og holdninger som er ganske almindelige i en normal dansk husholdning, men som det kniber med at overføre til ens arbejdsplads. Men global opvarmning er desværre nok kommet for at blive en rum tid, hvis der ikke sker noget drastisk i forhold til den vestlige verdens forbrug af energi - og her kommer arbejdspladsen ind i billedet! Middelaldercentret har derfor i samarbejde med Wallmuseet i Oldenburg søgt og fået bevilliget et EU projekt under interreg IV A, som blandt meget andet skal gøre de to institutioner langt grønnere end de er i dag. Allerede i år 2009 er målsætningen at reducere det samlede energiforbrug med 25% på Middelaldercentret, og der skal laves en lang række tiltag for at sikre at den ”grønne vækst” bliver permanent i årene fremover. Men først bliver der taget fat på de ting der ligger lige for, nemlig de umiddelbare besparelser, der kan opnås ved at alle – medarbejdere så vel som ledelse – tænker sig om i dagligdagen og lader være med at ”fyre for gråspurvene” og ikke bruger unødig energi. På langt sigt er det dog hensigten at udarbejde en egentlig grøn manual for museer og museumscentre. På hotelfronten har sådanne manualer eksisteret i årevis, og det er da også hér centret vil kigge hotelbranchen kraftigt over skulderen, når der skal laves nye tiltag og fastlægges en kurs fremover. Skal ovenstående ambitiøse projekt lykkes, må alle på centret trække på samme hammel -medarbejdere, frivillige og folk i beskæftigelsestilbud. Tingene kan kun lykkes hvis det bliver et fællesprojekt, og for at alle kan følge med i centrets bestræbelser på at blive grønne, vil der i centrets forhal og på centrets hjemmeside blive orienteret om alle fremskridt i projektets første år! At lave en grøn linje på en institution af Middelaldercentrets størrelse er ikke noget der sker fra dag til dag, men man behøver blot at gå en tur i den rekonstruerede købstad Sundkøbing for at blive mindet om en tid i vores nære historie, hvor man kunne klare dagligdagen med et minimum af energiforbrug, sammenlignet med vores moderne tider. Selvfølgelig skal centret ikke tilbage til disse tider, men vi skal opnå et bevidsthedsniveau hos vores medarbejdere – at man sagtens kan klare sig med langt mindre energi, uden at det generer dagen og vejen nævneværdigt! –Og så gør det jo ikke noget, hvis det smitter lidt af på gæsterne også... Flere oplysninger: kontakt Allan Hansen, 40201539 eller Allan@middelaldercentret.dk |
||||