Nyheder

Program

Tider og priser

Mad

Om centret

Film

Børneside

Butik, netshop

Events

Blogs & facebook

Forskning og projekter

Krudt og kanoner
Kanonstøbning
Tekstiler
Vinterbeboelse
Købmandshus
Blider
Skibe
Maling

Frivillige

Partnere

Konehue

Middelaldercentret skal jo forsyne Sundkøbings beboere med tøj og som med alt andet, skal det selvfølgelig være så autentisk som muligt. Centrets systue følger derfor nøje med i al ny litteratur om middelalderlige dragter

Det er ikke så tit, der dukker en helt ny beklædningsgenstand op fra 1300-tallet, så det var med stor interesse vi læste om fundet af en ”konehue”. I Medieval clothings and textiles vol. 4 har Camilla Luise Dahl og Isis Sturtewagen en artikel: The cap of St. Birgitta. Det er en lille lærredshue som forbindes med St. Birgitta. Huen befinder sig idag i Holland – og hvordan den er kommer dér, ved man ikke – og er før blevet blevet anset for at være en af de sædvanlige mandehuer, kyser om man vil (coifs). De to forfattere fremlægger imidlertid på overbevisnede vis argumenter for, at det er en kvindehue.

Vi lavede selvfølgelig straks en sådan hue, ikke som en nøjagtigt kopi, men med samme snitmønster og placering af bindebånd m.v. Formålet var at få afprøvet funktionaliteten i huen gennem sommeren. Selvfølgelig skal vi også lave en rigtig kopi, hvor vi syer huen nøjagtig som den originale, med huen i to halvdele i hvid hør sammenholdt af et broderi i hvid hørtråd og med et bindebånd i hør med broderi (Der er selvfølgelig forlængst andre, der har lavet kopier også). Vores forsøgshue var i hvidt lærred, med de to halvdele syet op til et vævet guldbånd og med et bindebånd i båndvævet hør. Købmandskonen har så været forsøgskanin over sommeren, med der er adskillige andre koner, der har prøvet den også.

Huen har en fantastisk pasform omend den her er sat en smule anderledes end på rekonstruktionstegningen i artiklen ( Fig 6.11 side 122) hvor man på tegningen har glemt at båndet følger frontkanten af huen og at båndet må krydses øverst på hovedet, ikke på siden. For at sidde fast på hovedet skal båndet krydses ret tæt på huens kant, ca. ved hårgrænsen. Der er selvfølgelig forskelle efter hvilken hovedfacon bæreren nu har. Båndets længde skal tilpasses den enkelte bruger for at huen sidder fast, men uden at stramme.

Kvinderne i Sundkøbing bærer hovedtøj efter stand og alder. De gifte koner har altid noget på hovedet, enten en ”vikle”, et aflangt smalt stykke hørlærred viklet om hovedet, eller en hoveddug sat fast på et bånd, en kyse (coif) eller et hagelin.

Birgitta-huen sidder glimrende, den følger hovedets bevægelser uden at rykke sig, også når der sættes en hoveddug fast til huen med nåle.

Rent praktisk er huen god til at skjule moderne korthårsfrisurer, pandehår og andre anakronismer og bæreren forsikrer, at komforten er udmærket, man får ikke hovedpine af at bære huen.

Der vil nu blive sat en lille produktion af konehuer igang over vinteren 08/09

 

CO oktober 2008

konehuebirgitta

Medieval clothings and textiles vol. 4. Fig 6.11 side 122

KONEHUEBIRGITTAmonster013

Rekonstruktionstegning af Camilla Luise Dahl og Isis Sturtewagen

capfront capside capbag

Købmandskonens konehue

P6060351a P6060353

Flere frivillige har også lavet konehuer, her en særlig fin en af slagsen, med det rigtige broderi forbindende de to halvdele.

blidenlogohvid1