![]() |
|||||||||||||||||||||
Krudt og kanoner |
|
||||||||||||||||||||
Galathea projektet Da den danske regering havde vedtaget at gennemføre den tredje Galathea ekspedition næsten 50 år efter den sidste var afsted besluttede Middelaldercentret sig at ansøge om en plads på skibet. Centret blev udvalgt som et af de 70 projekter som skulle med ombord på ekspeditionsskibet "Vædderen". Desværre blev ruten p.gr.a. "Muhamed-krisen" omlagt og centrets projekt blev landbaseret, da skibet nu ikke længere sejlede i de områder hvor projektet skulle foregå. Middelaldercentrets Galatheaprojekt havde overskriften ”Svovl og Salpeter til Krudtfremstilling” og forskerne i projektet skulle til Island, Bengalen i Indien og til Sicilien. Oprindelig startede projektet med rekonstruktionen af verdens ældste kanon, som er fundet ved Loshult i Skåne. Denne lille kanon type, dateret til 1300-tallet og af forskere regnet for et lidet effektivt våben, kun egnet til at skræmme fjenden med bulder og brag, begyndte Middelaldercentret at interessere sig for. Gennem et frugtbart samarbejde med Dansk Logistik regiment i Vordingborg og Artilleriskolen i Varde blev denne lille kanon testet på hærens skydebaner i Oksbøl med brug af middelalderlige krudtopskrifter. Den viste sig at være yderst effektivt våben, som specielt overfor avancerende rytteri- eller fodfolk betød en afgørende forskel. Igennem en årrække arbejdede en international gruppe af forskere - The Ho Group - på Middelaldercentret med disse tidlige krudt- og våbentyper. Dette mundede ud i ovennævnte Galatheaprojekt, som i princippet går ud på at kortlægge salpeter- og svovlforekomster, der har været anvendt til produktion af sortkrudt. Men projektet er også om international handel, politik og globaliseringen af den verden vi kender idag – uden krudtet ville verden have set noget anderledes ud !
|
|||||||||||||||||||||