 |
|||||
Krudt og kanoner |
 |
Cire perdue – kanonens form formes I voks og dækkes af en tyk lerkappe. Voksen smeltes ud af bunden af formen gennem nogle særlige kanaler. Der opstår et hulrum. Heri hældes den varme bronze. Når formen er nedkølet fjernes leret og støbekanter og kegler mejsles væk. |
|||
Kanonstøbning For 5 år siden lavede Middelaldercentret en kopi af verdens ældste kanon – den såkaldte Loshult kanon, fundet i Skåne og dateret til begyndelsen af 1300 tallet. Forskningen har altid regnet disse tidlige kanoner for lidet effektive og kun egnet til at skræmme fjenden med bulder og brag, men testforsøg med med krudt lavet efter originale opskrifter gennemført i samarbejde med Varde Artilleriskole, viste at disse gamle våben faktisk var ydest velegnede og effektive i en krigssituation, specielt mod avancerende rytteri og fodfolk. Det lykkedes således middelaldercentret at vise, at allerede tidligt kendte man til krudtopskrifter som var fuldt på højde med nutidens. På trods af dette tog det over 150 år før de nye krudtvåben vinder fuld indpas på krigsskuepladserne rundt omkring i Europa. Nok kendte man til effektive krudtopskrifter, men det var vanskeligt at sikre stabile leverancer af råmaterialer. Svovl skulle man hente i vulkanske egne såsom Island eller Sicilien og salpeteret kom i begyndelsen fra Bengalen i Indien. Middelaldercentret har bla. ved deltagelse i Galathea 3 ekspeditionen dokumenteret de fleste af de steder i verden hvor der i historisk tid var omfattende udvindning af råstoffer til krudtproduktion og centret er gennem de mange testforsøg på hærens skydebaner kommet tæt på tidens tidlige artilleri og krigsførelse. Imidlertid er der et punkt, hvor der endnu managler en del viden: Loshult kanonen var støbt i bronze i en særlig teknik der hedder “cire perdue” – tabt voks. Teknikken er ældgammel og vanskelig at udføre. Det støberi der lavede centrets kopi af Loshultkanonen mestrene ikke denne teknik, de måtte støbe kanonen helt og bore løbet ud. Centret har altid været ked af, at denne kanon ikke blev støbt på den rette måde – det ville næppe have haft indflydelse på testresultaterne, men rekonstruktionsforsøget ville have været mere autentisk hvis det var sket på rette vis. På Moesgaard museum gennemførte rekonstruktionsafdelingen for nogle år siden støbningen af en middelalderlig kirkeklokke. Klokkestøbningen var et særdeles krævende arbejde og skete på grundlag af en meget detaljeret beskrivelse af klokkestøbning, som den tyske munk Theophilus nedskrev for omkring 900 år siden. Her finder man oplysninger om fremstilling af støbeform, opbygning af smelteovn til klokkemalmen og vejledning i selve støbeprocessen. Selvom Theophilus' beskrivelse er udførlig, rummer teksten flere uklarheder, og det var derfor nødvendigt for Rekonstruktions-afdelingen at gennemføre en række forsøg, der omfattede opbygning af støbeforme og smelteovne samt gennemførelse af støbeforsøg. Den 100 kg tunge klokke, som blev resultatet af anstrengelserne og de mange forsøg, kan i dag ses i Moesgaards museums Stavkirkes klokkestabel. Beslagene, som klokken hænger i, er kopier af norske ophæng fra middelalderen. Middelaldercentret henvendte sig til klokkestøberne fra Moesgard og spurgte om de havde mod på at støbe en sådan lille bronzekanon, dvs. forsøge at efterligne de middelalderlige bornzestøbers håndværk. De tog mod udfordringen og i dagene 25-26 august blev der støbt 3 bronzekanoner på Middelaldercentret. |
|||||
 |
|||||
 |
|
|
|
|
|