Klargøring af skibe, rebslagning og skibsmad

I weekenden 6. - 7. maj sætter vi fokus på skibene og hvordan de klargøres til de lange rejser på havet.

Der skal nyt tovværk på bådene, så rebslageren har travlt med at slå reb. Besøg ham på rebslagerbanen og se hvordan han laver de mange meter tovværk.

Bådene skal læsses med ballast og klargøres og varerne skal pakkes, så de kan tages med til Lübeck, hvor købmanden sælger varerne. 

Købmanden tager også imod bestillinger fra håndværkerne i byen, blandt andet skal farveren bruge en masse indigo, så hun kan farve blåt.

I bryggerset har madmor travlt med at forberede "madpakker" til sømændene. Salte sild og brød og pølser skal de have med, for det kan holde sig på turen.

Kom og oplev, hvordan man gjorde et skib klar til handelsrejse, hør gode historier fra søens folk og hjælp rebslageren med at slå reb.