Aktiviteter for børn

(og barnlige sjæle)

Middelaldercentret er et sted, hvor man kan se, røre og prøve, og hvor vi opfordre publikum til aktivt at deltage.
Vi har derfor lavet nogle aktivitets- og prøve-selv-områder, som er noget helt særligt:
Du kan for eksempel træne til at blive ridder, bygge og eksperimentere med vand, balancere og forsøge at ramme plet.
Alt sammen færdigheder man kunne gøre godt brug af i middelalderen.

Har du en ridder i maven?
Ved indgangen er der lavet en kampplads, hvor der ligger træsværd, vamse og hjelme i polstret stof. Her kan du øve dig i sværdkamp og prøve forskellige nærkampsdiscipliner.

Ved cafeen, er der en træhest, som kan køre, og hvor du kan prøve kræfter med ridderens mange færdigheder. På træhesten skal du ramme quintanen med lansen – uden at falde af hesten!

Du kan også øve dig i balance over for en makker, hvor I skal slå på hinanden med bløde sække, mens I sidder på en stamme. Det er ikke så let som det ser ud, men det var vigtigt, at en ridder kunne holde balancen på sin hest.

Eksperimenter og bygninger – har du en arkitekt, ingeniør eller opfinder i maven?
Ved cafeområdet kan du eksperimentere med vand i vores nye vandområde.

Du kan bygge en borg med ”mursten”. Du kan også lege med trædyrene i den lille bondegård.

Du kan blive fotograferet som Ridder Svane og hans hustru i vores fint malede fotovægge. Eller måske vil du hellere være en forbryder eller bødel?

Husk hvis I lægger billeder på Facebook, Instagram eller andre sociale medier, bliver vi glade, hvis I bruger hashtagget #middelaldercentret. Så kan vi se alle jeres fine billeder!

På buebanen ved skoven kan du prøve at skyde med bue, og der er også et område med jernskjolde, der tester din præcision, er du god til at ramme med en sten?

Vidste du?
At man kan holde sin børnefødselsdag på Middelaldercentret? Vi lover det er sjovt, spændende og anderledes. 

For booking og oplysninger: Tina Scheel: tina@middelaldercentret.dk, tlf. 54 86 19 34.