Byens borgere

kom med en af Sundkøbings borgere en tur rundt i byen

Kom med en af byens borgere rundt i Sundkøbing, mød de handlende, håndværkerene og måske ridderen.
Eleverne får et unikt indblik i samfundsstrukturen i en middelalderlig købstad og kan gennem samtale med borgerne får en forståelse for historien.

Hvis I arbejder med et specifikt tema, kan dette aftales forud for omvisningen, således at fokus kan være på dette emne. Fokus kan blandt andet være ”ret og straf”, ”hverdagen”, ”tro og overtro” osv.

Praktisk info:
For klasser, der bliver vist rundt om formiddagen, er der blidaffyring kl. 12.00 og i højsæsonen også kl. 15.00. Blidekastene varer ca. 30 minutter.

Bagning af pandebrød:
Hvis man ønsker at bage brød med sin klasse, udleveres den bestilte dej fra kioskhuset ved oplysning af skolens navn.

Pris:
Byens borgere (entré, rundvisning, deltagelse i blidekast og brødbagning): 75 kr./elev, 2 lærer gratis pr. Klasse. Minimum 15 elever.

Booking og spørgsmål: Tina Scheel: tina@middelaldercentret.dk, tlf.: 54 86 19 34

Titel Byens borgere 3.-10. Klasse
Beskrivelse

Byens borgere er en omvisning, hvor eleverne følges med en af byens borgere rundt i købstaden og via denne borger, får indblik i middelalderens samfund, hverdag og skikke. Hvilke håndværk er der, hvem bestemmer i en købstad og hvor er toiletterne?

Oplægget afhænger af, hvem af byens borgere, der står for rundvisningen. Er det den rige købmand, der kan fortælle om alle de fine varer eller er det den hårdtarbejdende rebslager, der kan berette om livet i en lille købstad eller er det en helt tredje?
Oplev en lille flig af middelalderen igennem borgerens øjne.

Efter omvisningen er nogle af eleverne med til at affyre bliderne – middelalderens store og imponerende kastemaskiner.

Klassen har mulighed for, efter omvisning og blideskud, at fortsætte på egen hånd rundt i Sundkøbing, snakke med byens borgere og handlende og få et førstehåndsindtryk af livet i middelalderen. Her kan det være en god ide, at have forberedt nogle spørgsmål eller opgaver hjemmefra.

Der er udviklet et hæft med ideer til forberedelse ”Historien om middelalderen”.

Fælles mål

Historie

Kompetencemål:

Kronologi og sammenhæng:
Via samtale med en af byens borgere får eleven indblik i det middelalderlige samfund, religion, hverdagen og livet generelt. Eleven kan, alt efter klassetrin, diskutere, reflektere og sammenligne den viden, eleven har modtaget under omvisningen og kan sætte ord på forskellen mellem dengang og nu.

Historiebrug: Historiske scenarier:
Eleven får i mødet med borgeren, der omviser, samt resten af Sundkøbing praktisk erfaring i historien. Eleven ser, føler og mærker histories forandringer og levevilkår på egen krop og med alle sanser. Gennem oplevelserne kan eleven, alt efter klassetrin, fortælle, reflektere og diskutere forskelle, ligheder, samfundsændringer og normer.

Kan være tværfagligt alt efter tema.

Faglige læringsmål Eleven kan via oplevelser på egen hånd, undersøge, diskutere og formidle budskaber ved brug af faglige ord og begreber. Eleven kan sætte ord på kronologisk udvikling og på historiebegrebet. Eleven kan identificere genstande, begreber og sætte ord på disse oplevelser. Samtidig får eleven en sproglig forståelse for, hvordan sproget har udviklet sig fra middelalderen til i dag.
Øvrige læringsmål Det er Middelaldercentrets mål, at fremme og udbrede kendskab og interesse for historien gennem scenarier, der sætte eleven i forbindelse med alle kroppens sanser og aktivere en nysgerrighed for læring og samfundsforståelse.

Til undervisningsforløbet er udarbejdet undervisningsmateriale: ”Historien om middelalderen” (PDF)
Lærervejledning med forslag til undervisning før og efter besøget på Middelaldercentret: Lærervejledning (PDF)