Grovkøbmanden

Huset er opført i 1997 og er bygget som lagerhus i L-form.

Det er et bulhus med stråtag.
Der er et indskudt loft i den nordlige del af huset.

I forbindelse med de faglige seminarer, der blev afholdt i forbindelse med det store købmandshus, blev det påpeget, at det næppe var korrekt med et lagerhus midt inde i byen. Det blev derfor besluttet at ombygge huset til bolig, butik og lager for en grovkøbmand.
Ombygningen skete i 2006/2007.

Huset har en stue, en dile (butik), og en lagerdel i to etager (lagerdelen er pt. lukket for publikum).

Der blev bygget en skillevæg mellem stue og dile. Der er små vinduer med blyindfattet glas både i stuen og i dilen.

I stuen ligger der flisegulv i tegl og i dilen og lagerdelen er der brosten.

I stuen er der et ildsted med røgfang men uden skorsten.

Grovkøbmanden er ofte ude og sejle for at hente sine varer hjem. Familien er ikke lige så velhavende som købmanden i det røde købmandshus, men de har dog råd til nogle fine ting som glasvindue og fjermadras.

De sælger hjemlig rødlers keramik, jernbarrer, tovværk, tjære, teglsten, pels og huder, salt, uld, og diverse landbrugsvarer.