Sankt Hans aften

Sankt Hans aften er en traditionsrig aften på Middelaldercentret. Det er også en aften, hvor det siges, at de overnaturliges kræfter er ekstra stærke. Hvor man kan spå om fremtiden og møde elverfolket, hvis man er vaks.

Traditionen tro byder vi indenfor og holder længe åbent. Der er stor ridderturnering, ildkugler i bliderne, bål og båltaler og alt det, der plejer, men i år har vi lagt endnu mere mærke til de overnaturlige kræfter, der er på spil alle vegne.

Der vil derfor blive fortalt gamle uhyggelige historier ved kirken i løbet af aftenen– hvor der også ligger en hellig kilde, om hvilken det siges, at den kan kurere alle skavanker, endda tømmermænd!
Der vil være gratis rundvisninger i "Den Magiske Skov" og i Sundkøbing vil beboerne tale om de overnaturlige væsener, der findes.

 

Kom forbi til en af årets hyggeligste aftener, hvor vi sammen fejrer midsommeren og de lange lyse nætter.

 

Ret til ændringer forbeholdes.