Spil og lege i middeladeren

Sved som en ridder!

Tag ud af skolen, brug kroppen og lær noget om middelalderen.

Vi garanterer sved på panden og føde til hjernen!

At være barn og ung i middelalderen var meget anderledes end i dag. Man havde pligter og arbejdede i huset, i marken eller i værkstedet. Der er dog fundet små snittede dukker og træskibe, der vidner om at der alligevel var lidt tid til leg. Der findes også skriftlige kilder, der omtaler spil og lege, som man har underholdt sig med i den sparsomme fritid.

Tag på rejse 610 år tilbage i tiden og prøv nogle af de lege man legede i middelalderen.

Tilbuddet understøtter kravet om 45 minutters bevægelse om dagen.

Tilbuddet indeholder: 15 minutters rundvisning i middelalderkøbstaden Sundkøbing med fokus på børn og unge i middelalderen og 45 minutters spil og leg - blandt andet "Tyren i det røde hav", "Slå munk" og "middelalderfodbold".

Forløbet kan bruges tværfagligt af fagene historie og idræt og kan ligeledes bruges af alle folkeskolens klassetrin og ungdomsuddannelserne, idet forløbet tilpasses den enkelte klasse.

Der er udarbejdet undervisningsmateriale, der kan bruges før og efter besøg på Middelaldercentret. Materialet omhandler middelalder generelt og er tilpasset klassetrin 3.-9. klasse, hvor sværhedsgraden kan varieres. Materialet kan downloades nederst på siden.

 

Praktisk info:
For klasser, der bliver vist rundt om formiddagen, er der blidaffyring kl. 12.00 og i højsæsonen også kl. 15.00. Blidekastene varer ca. 30 minutter.

Pris:
Spil og lege i middelalderen (entré, omvisning, spil og evt. blidekast): 75 kr. pr elev, 2 lærer gratis pr. klasse, minimum 15 elever.

Booking: Tina Scheel, tina@middelaldercentret.dk, telefon 54 86 19 34

 

Titel

Spil og lege i middelalderen

 

 

 

Beskrivelse

Spil og lege i middelalderen er en times aktiv undervisning i middelalderens børne- og ungeliv samt fysisk aktiv deltagelse i middelalderlige spil og lege.

 

Forløbet begynder med en kort rundvisning i middelalder købstaden Sundkøbing, hvor der fokuseres på børn og unge i middelalderen.

 

Derefter er der 45 minutters aktiv deltagelse, hvor eleverne præsenteres for flere forskellige spil og lege, som vi kender fra middelalderen.

 

Der er garanti for sved på panden og føde til hjernen.

 

Efter forløbet har klassen mulighed for at fortsætte på egen hånd rundt i Sundkøbing, snakke med byens borgere og få et førstehåndsindtryk af livet i middelalderen.

 

Der er udviklet et hæft til forberedelse ”Historien om middelalderen”.

 

Fælles Mål

Historie:

Kompetencemål:

Historiebrug: Historiske scenarier.

Eleven får i mødet med formidleren, der underviser samt resten af Sundkøbing praktisk erfaring i historien. Eleven ser føler og mærker historiens forandringer og levevilkår på egen krop og med alle sanser.

Eleven får mulighed for at reflektere, diskutere og fortælle om forskelle, ligheder og normer.

 

Kronologi og sammenhæng:

Alt efter klassetrin kan eleven relatere, sammenligne og diskutere samfundsændringer i livsvilkår igennem historien fra middelalder til i dag.

 

Idræt:

Idrætskultur og normer:

Alt efter klassetrin lærer eleven via aktivdeltagelse om ændringer i idrætskultur og normer fra middelalder til i dag.

 

Krop, træning og trivsel:

Eleven kan alt efter klassetrin samtale om fysiske reaktioner på fysisk aktivitet og vurdere ændringer og oplevelser.

Faglig lærering

Eleven kan via oplevelser på egen hånd, undersøge, diskutere og formidle budskaber ved brug af faglige ord og begreber samt sætte ord på kronlogisk udvikling og historiebegrebet.

Øvrige læreringsmål

Det er Middelaldercentrets formål, at fremme og udbrede kendskab og interesse for historien gennem scenarier, der sætte eleven i forbindelse med alle kroppens sanser og aktivere en nysgerrighed for lærering og samfundsforståelse.

Til undervisningsforløb på Middelaldercentret er udarbejdet undervisningsmaterialet "Historien om middelalderen" (PDF)
Lærervejledning med forslag til undervisning før og efter besøget på Middelaldercentret: "Lærervejledning" (PDF)