top of page

Frivillige

På Middelaldercentret har vi en stor skare af engagerede frivillige, der levendegør Sundkøbing. De frivillige bor i husene i byen, formidler til vores gæster og gør Sundkøbing til en helhedsoplevelse.

Samtidig har de frivillige et godt sammenhold -  mange kommer igen år efter år efter år. De tager deres børn med, der vokser op og tager deres børn med. 

Mange frivillige har en interesse i middelalder, håndværk og historie og har specialiseret sig i et håndværk, men mange kommer også som familie for at nyde de omgivelser og den anderledes sommerferie, som Middelaldercentret tilbyder.

En unik måde at møde nye mennesker, styrke sine interesser og få fantastiske oplevelser.

 

Har du lyst til at være borger i Sundkøbing?

For at blive frivillig på Middelaldercentret skal man gennemgå et begynderkursus, hvor man tilegner sig en basal viden om middelalderen og lærer at agere i middelalderbyen Sundkøbing.

På kurserne vil man blive introduceret til formidling, historie, kunsten at bo og leve i et middelalderhus, beklædning, etc.

Kurset foregår over en weekend og der bliver afholdt to kurser hvert år i foråret.

 

Næste begynder kurser: 2-3 og 16-17 marts 2024.

 

Efter begynderkurset, som er den teoretiske del, er det tid til at prøve at være frivillig i middelalderen i praksis.

Man skal have en ”prøveweekend” i maj eller juni, inden højsæsonen starter. Dette for at man kan prøve kræfter med al det nye, inden man er her en hel uge i højsæsonen.

 

Man betaler ikke for at være frivillig på Middelaldercentret, udover begynderkurset og det årlige kontingent til Guldborgsund Gildet. Man får kost og logi. dvs. man sover i middelalderhusene og laver selv mad af de råvarer Middelaldercentret stiller til rådighed. I åbningstiden forpligter man sig til at være i middelalderdragt og deltage i det daglige program samt arbejdet i byen.

 

Autenticitet er nøgleordet - disse ting accepteres ikke. 

Middelaldercentret er udover at være et frilandsmuseum også et videnspædagogisk aktivitetscentret og et eksperimentelt arkæologisk forsøgscenter. Vi lægger meget, meget stor vægt på autenticiteten, og accepterer derfor ingen former for moderne ting i middelalderbyen i Middelaldercentrets åbningstid. Ingen telefoner, ure, make-up, smykker (vielsesring er accepteret), ikke-naturlige hårfarver, piercinger, synlige tatoveringer osv.

Her er det meget vigtig at nævne, at vi heller ikke accepterer briller.

Kontaktlinser er selvfølgelig ok.

Guldborgsund Gildet

Udover at deltage i et begynderkursus, skal man melde sig ind i Guldborgsund Gildet, Middelaldercentrets støtteforening.

Det koster 350,- om året, og dette kontingent bruges til f.eks. forbedring af de fysiske forhold i frivilligområderne, støtte til laug og støtte til studieture. Guldborgsund Gildet arrangerer også udflugter og fester.

Ca 4 gange om året udgiver de et medlemsblad “Strudhætten” med info og små artikler.

Hver vinter afholder de workshops for medlemmerne, hvor man kan lære at sy sko, dragter, pileflette, fægte og meget andet.

 

Man kan læse mere om at være frivillig  på deres hjemmeside: www.guldborgsundgildet.dk

Sundkoebing_MC25.jpg
slide1.jpg

Kontakt os

Du altid er velkommen til at kontakte os med generelle spørgsmål.

message.png
phone-call.png
bottom of page